Skoletilhør og skolens fællesskaber
Det er vigtigt at sætte fokus på tidlig forebyggelse på skolerne for at forebygge fravær.
Når skoler vil arbejde proaktivt med at nedbringe fravær, kan et fokus på at skabe trivsel, tilhør og samhørighed være et fælles afsæt for indsatsen (Lund 2021, s. 121). Tidlig forebyggelse handler dermed om skolekultur, og hvordan man forstår fravær og går til opgaven.
Børn og unge med højt fravær fortæller ofte om ensomhed, utrygge fællesskaber i klassen, svære relationer til lærere, og oplevelsen af, at undervisningen er svær at være i, fordi det enten er kedeligt, for svært eller ikke så meningsfuldt for dem. Arbejdet med inkluderende læringsmiljøer er centralt i arbejdet med at forebygge skolefravær. Forebyggelse af skolefravær gennem arbejdet i klassen handler først og fremmest om at skabe et forpligtende fællesskab og et læringsmiljø, hvor børnene er trygge ved hinanden. En systematisk tilgang til arbejdet med klassefællesskabet sikrer, at man bevarer fokus på det vigtige trivselsarbejde, også i en travl hverdag.
Skolen skal aktivt arbejde på at styrke børnene fællesskaber og tilhør til skolen fagligt og socialt. Det kan blandt andet gøres gennem undervisningen, gennem god problem- og konflikthåndtering i hverdagen, via skolens øvrige liv og aktiviteter samt via et godt skole-hjem-samarbejde, hvor man lytter til forældrenes fortællinger om deres børns skoleoplevelser. At se med børnene og lytte til dem er også et vigtigt element i at skabe en skole med trivsel, tilhør og samhørighed.
I Socialstyrelsens midtvejsevaluering af deres projekt "Model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende fravær" og i Gro Emmertsen Lunds bog "Fra fravær til fællesskaber" er det en pointe, at vi ofte fokuserer på individuelle faktorer, men glemmer værdien af konteksten og skolens fællesskaber. I valget af indsatser skal der derfor tages stilling til, hvordan skolens fællesskaber kan bruges som ressource til at støtte barnet og mindske skolefraværet.
Alle børn formes i høj grad af de fællesskaber, de er en del af, hvorfor både årsager til og løsninger på skolefraværsproblematikker ofte kan findes i de fællesskaber, som barnet indgår i – eller måske burde indgå i.