Inddragelse af Børnehandicap

Børn og unge med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan være visiteret videre fra Familie- og Rådgivningscentret til Børnehandicap.

Hvis et barn har en aktiv sag i Børnehandicap eller har behov for særlig støtte jf. barnets lov, så kan der med fordel indledes et samarbejde med socialrådgiveren fra Børnehandicap i forbindelse med indsatser omkring bekymrende skolefravær.

Et samarbejde mellem skolen og Børnehandicap kan indledes på følgende måde:

  1. At skolen, når der er en aktiv sag og med forældrenes samtykke, inviterer socialrådgiveren med til et netværksmøde på skolen.
  2. At Børnehandicap indhenter en udtalelse fra skolen eller inviterer skolen til netværksmøde omkring barnet.
  3. At skolen laver en underretning til Familie- og Rådgivningscentret. Underretninger omkring børn og unge har én indgang og sender derfor altid til Familie- og Rådgivningscentret. Se afsnittet omkring underretning under ’Inddragelse af Familie- og Rådgivningscentret’.

I Børnehandicap er der derudover følgende tilbud:

  • Gratis råd og vejledning til forældre og pårørende til børn og unge med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse
  • Rådgivning af familier, hvor et barn netop har fået konstateret et betydeligt handicap, samt mulighed for at få familievejledning. Rådgivningen tager udgangspunkt i barnets situation og drejer sig typisk om forskellige støttemulighed, der kan hjælpe med at kompensere for funktionsnedsættelsen. Det kan for eksempel være rådgivning om mulighederne for støtte i hjemmet, aflastning og økonomi.
  • Økonomisk støtte i form af dækning af merudgifter, kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, træningsindsatser og delvis behandlingsmæssigt fripladstilskud (til SFO). Se afsnittet nedenfor.

Tabt arbejdsfortjeneste, merudgifter, træning

Familier med rådgiver i dette team vil ofte have to rådgivere, idet familien også har en rådgiver i Familie- og rådgivningscentret eller i Børnehandicap.

Da tabt arbejdsfortjeneste er en kompenserende ydelse der kommer i sidste række af indsatsmuligheder, er det vigtigt at alle andre relevante støttemuligheder i hjem, skole, sfo og klub er afdækket eller afprøvet inden der bevilges kompensation. Det er derfor vigtigt at skolen har arbejdet med barnets udfordringer, inddraget PPR og inviteret Familie- og rådgivningscentret/Børnehandicap ind i samarbejdet om støtten til barnet i god tid inden nedsat skoletid og dermed tabt arbejdsfortjeneste overvejes. Tabt arbejdsfortjeneste er en kompenserende ydelse, og bør derfor ikke stå alene som indsats til barnet eller familien. Tabt arbejdsfortjeneste kan ikke ydes, hvis behovet for støtte skyldes manglende ressourcer mv. i skolen eller SFO'en, og forudsætter i øvrigt at en række betingelser er opfyldt (herunder om varigheden af funktionsnedsættelsen, graden af alvorlige følger for barnet mv.).

Overvejes der henvisning til træning, bedes du venligst inden henvisning have orienteret dig i Randers Kommunes kvalitetsstandard nr. 2 i afsnittet om træning. Der gøres opmærksom på, at træning efter serviceloven er subsidiær, hvilket betyder, at det skal være undersøgt eller afprøvet, om dit barn kan benytte behandlings- og træningstilbud efter anden lovgivning før vi kan yde støtte til træning efter serviceloven. For børn, der modtager specialforanstaltninger som specialpædagogisk støtte, specialklasser eller specialskoler, forventes det, at rådgivning, behandling og træning er en del af dette tilbud, da der er tale om særlige tilrettelagte tilbud.

Hvis der er behov for merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, behandlingsmæssig friplads eller træningsindsats, kan forælderen rette direkte henvendelse til §§ 86-87-teamet i Tværgående Enhed i Børnehandicap med henblik på råd og vejledning eller ansøgning.